Hej Facebook, hvad er det mest charmerende personlighedstræk?

Hvad er egentlig det mest tiltalende karaktertræk, en person kan have? Der er mange gode bud, jeg spurgte på Facebook og blev ærlig talt overrasket over, hvor gode svar der kom.

At have empati, være lyttende, at kunne tilgive, have selvironi, humor, være åben, uselvisk, kærlig, venlighed med mere.

Alt sammen noget, som man kunne skrive en hel klumme om. Og jeg må indrømme, at jeg havde fundet på konklusionen, før mine Facebook-venner skrev det – men det, de skrev, gjorde mig godt og grundigt i tvivl. For hvert af trækkene er så stærke, at jeg ville ønske, jeg selv kunne det hele, det kan jeg bare langt fra hele tiden.

Det er karaktertræk, som vi møder ved mennesker, der rummer dem så stærkt, at det bliver forbilledligt på en måde, som kan igangsætte noget i os. Jeg har mødt mennesker, som på meget kort tid har gjort stort indtryk på mig, og det har meget ofte været fordi, et af de førnævnte træk gennemsyrer dem. Ja, af og til har det været direkte livsforandrende.

Mødet med forsangeren fra et amerikansk band i 2010, står for eksempel stadigvæk skarpt, og det var hans ydmyghed, som nåede mig, forandrede mig. Det virker til at komme helt naturligt til folk som ham, men måske er det faktisk noget, de har skulle tilegne sig, nu kender jeg hans historie og ved, at det, som han emmer af, også er ting, han har ønsket at arbejde med.

Måske er de bedste karaktertræk lidt ligesom de bedste evner, noget som man har øvet sig på.

Er det mest charmerende træk så, at være “selvudviklende”? At kunne udvikle nye evner, tilpassende og proaktiv – det er hvert fald ord, der er populære, men langt fra ligeså charmerende som, det Facebook-folket kom på.

Vi må ikke falde i selvudviklings-fælden, udvikling for udvikling skyld er nok i virkeligheden grunden til meget af det negative, vores samfund står i til halsen lige nu.

Men tænk nu, hvis nu der er ét svar, og det svar er noget, man kan lære sig, så kunne vi jo gå hen blive noget så charmerende alle sammen, hvis vi ville. En fælde ved de dejlige ord, som folk skrev på Facebook, er, at det er noget, vi kun nogle gange kan, jeg kan hvert fald langt fra hele tiden de ting. Jeg kan bestræbe dem, men ikke lykkedes.

En fyr, der for mange er tiltalende og charmerende, er Thomas Helmig, og i forrige weekend spillede han på Northside. Valget af ham som optrædende har været ret udskældt, mange syntes ikke, at han passede ind i hipsterprogrammet, hvilket jeg da heller ikke selv tænkte. Men han overraskede de fleste med en folkefest, der var tiltrængt. Under koncerten sagde han noget sjovt, nemlig: “Folk siger, at jeg er malplaceret, hvis det her er at være malplaceret, så er jeg vild med at være det.” Og jeg tror, at lige der punkterede han trykket for de sidste modstandere af koncerten. På en eller anden måde så lettede det trykket, at han selv italesatte elefanten i rummet/på scenen.

Skærmbillede 2017-08-21 kl. 12.24.49.png

Jeg erfarer, at hvis folk selv kan identificere deres styrker og måske vigtigere her; svagheder, så bliver det meget nemmere at være sammen med dem. Jeg bor i kollektiv og kan fornemme, hvordan at det der med at sige, “ked af, at jeg ikke lige fik det der

færdigt” eller “jeg er virkelig også et rodehoved” letter trykket for, hvor irriterende jeg er at bo med.

Hvis ikke jeg kunne se det, så er jeg sikker på, at jeg f

ik en verbal røvfuld lidt oftere, end jeg gør, eller endnu være en masse sure miner. Mit svar på, hvad der er mest charmerende eller hvert fald vigtigste personlighedstræk, er at have selvindsigt, for det er vejen til de andre. For eksempel at være lyttende – jeg vil ikke sige, jeg altid er en god lytter, men jeg opdagede på et tidspunkt i mit liv, at jeg var det modsatte og afbrød for meget.

Der gik jeg hårdt til værks overfor mig selv og

har forsøgt at ændre den adfærd. Det samme kan man sige om alle de andre karaktertræk, der blev listet i starten. Det er noget, som de fleste evner i større eller mindre grad, men hvis vi skal blive endnu bedre til dem, så må vi vide, hvilke vi skal arbejde med. Og det kræver, at vi tør at stå ved den, vi er, både i lyset og i skyggen.

Og når vi så tør være sårbare nok til at stå ved det, så vil vi ofte opleve en forløsende effekt, som gør, at vi også kan blive mere empatiske, lyttende, tilgivende, åbne, selvironiske, humoristiske, uselviske, kærlige og venlige.